Cathrine Laudrup-Dufour leverede et drømmeridt (og reddede den danske ære)!
Tekst og fotos: Jytte Lemkow
Det er ikke småpenge, der rides om i Stockholm. Cathrine modtog 816.000 svenske kroner for sejren i Grand Prix Kür efter at have præsteret et drømmeridt.
Præmieuddelinger er ikke noget, Freestyle bryder sig om, men der blevet øvet i Grand Prixen, og i Küren blev rytterne kørt ind i hestevogn, og hestene kom først på banen umiddelbart inden æresrunden og alt forløb uden problemer.
Cathrine og Freestyle var et meget populært par, og godt “pakket ind", accepterede hoppen deres højlydte jubel.Om i skridt, trav eller galop, eller passage og piaffe, var Cathrine og Freestyle en fryd for øjet og en demonstration af dressur, når det er allerbedst. At blive honoreret med 90,715%, taler også sit eget sprog.
Verdensetteren og verdens mest vindende dressurrytter, tyske Isabell Werth på DWB-hoppen Wendy de Fontaine efter Sezuan, som senest vandt individuelt sølv og holdguld i Paris, måtte se sig enstemmigt forvist til andenpladsen såvel i Grand Prix som den prestigefyldte Kür. Det fortæller noget om Cathrine og Freestyles præstationer! Wendy er også kun 10 år og har fremtiden for sig. Her i en smuk piaffe og passage.
Tre ryttere skilte sig lidt ud fra det stærkt reduceret oprindelige felt på otte, og hertil hørte elegante hollandske Dinja van Liere, som red på den herlige KWPN-hingst Hermes N.O.P. Hun blev såvel i Grand Prix som i Kür en enstemmig nr. tre, i Küren med 84,805%.
Om nogen kan svenske Patrik Kittel få en hest til at brillere i fri trav. Her på den 12-årige Forever Young Hrh. Men den kan heldigvis mere end det! Patrik var ene mand i feltet og besatte i begge Grand Prix-klasser en fjerdeplads.
Svenske Maria Von Essen har i 12-årige Invoice fået sig en hest, så hun kan være med i kampen om præmierne og blive indbudt til Lövsta Top 10 i Stockholm, hvor de blev nr. fem med så flot et resultat som 80,885% i Küren.
At blive nr. seks og sidst er ikke betegnende for belgiske Larissa Pauluis på den hollandsfødte Flambeaus præstationer, for konkurrencen i Lövsta Top 10 var benhård, og de opnåede trods alt 80,660 i Küren.